Kreativ fredag inviterer til fællesskab og kreative projekter

Der bliver mulighed for at udfolde kreativiteten, når Biblioteket på KulturØen i Middelfart inviterer til Kreativ fredag.
Som udgangspunkt mødes deltagerne hver anden fredag fra klokken 16.30 til 18.00. Her kan man arbejde med egne kreative projekter og hente inspiration i bibliotekets bøger og blandt de øvrige deltagere.
Hver måned har sit eget tema. I september er fokus på perler, mens oktober står i papirets tegn. I november er temaet garn, og året afsluttes med julehygge i december.
Biblioteket stiller materialer til rådighed, der passer til månedens tema. Deltagerne er dog også velkomne til selv at medbringe de materialer, de har brug for.
Kreativ fredag er åben for alle, uanset om man er nybegynder eller har stor erfaring med kreative projekter. Der kræves ikke billet eller tilmelding for at deltage.
Faktaboks:
- Sted: Biblioteket på KulturØen, Havnegade 6, 5500 Middelfart
- Tid: Kl. 16.30-18.00
- Der mødes som udgangspunkt hver anden fredag
- September: Perler
- Oktober: Papir
- November: Garn
- December: Julehygge






Accepter kun nødvendige cookies